Er privatleasing billigt?

Privatleasing er blevet mere og mere populært herhjemme og vi bliver ofte bombarderet med nye attraktive leasingkampagner med stærke priser. Sådan bliver det i hvert fald præsenteret og priserne ser også ganske overkommelige ud når man kigger på dem ved første øjekast. Men hvordan vurderer man egentlig om det er et attraktivt tilbud?


privatleasing pris

Er det så billigere af lease frem for at eje?

Ja, det store spørgsmål er så om det reelt er billigere for forbrugeren af lease sin bil frem for at eje den. Reelt set burde det være lidt dyrere at lease sin bil i forhold til at eje den, da man på denne måde undgår risikoen ved et større værditab på bilen. Omvendt frasiger man sig også hvis bilen ikke taber så meget som forudsat. Men grundlæggende er det en slags forsikring, som man køber.

I leasingydelsen er ofte inkluderet meget andet end selve købet og finansieringen af bilen. Således er altid inkluderet serviceaftale og mange andre produkter kan også være inkluderet, såsom f.eks.:

  • Vejhjælp
  • Forsikringstilbud
  • Dæk

Derudover fastlægger man sig også på et givent antal kilometer pr. år, som går i storer intervaller på 5.000 kilometer fra den ene pris til den anden.

Så alle tillægsprodukterne og det at forudsige kilometerforbrug og værditab gør det reelt ganske svært at sammenligne fordelen ved at lease en konkret bil i forhold til at købe den og finansiere den via lån.

Men man skylder sig selv den tjeneste at lave en beregning på dette før, at man bare slår til et leasingtilbud, som umiddelbart lyder attraktivt. Således ved man hvad man går ind til og hvad alternativet havde været via bilkøb.


Sådan beregner du om leasingtilbuddet er attraktivt

Når du skal beregne om dit leasingtilbud er attraktivt i forhold til selv at købe den og f.eks. låne via banken, så skal du lave nogle forudsætninger. F.eks. skal du forholde dig til det sandsynlige værditab efter f.eks. 3 år, som en standard leasingaftale løber på. Her kan man søge på nettet og se forskellige opgørelser fra f.eks. FDM eller kigge på brugtbilpriser på DBA eller hos forhandlere. Samtidig skal du også gøre op hvor mange kilometer, som du forventer at køre i perioden. Herefter kan du danne dig et billede af hvor meget, som du forventer at bilen vil tabe i værdi i løbet af de 3 år.

Du skal selvfølgelig først have fundet ud af hvad du kan købe selve bilen for ved at købe den direkte hos en forhandler. Husk at du ofte kan forhandle dig til en bedre pris end listenprisen og at du måske kan få yderligere rabat ved tilkøb af en serviceaftale eller finansiering.

Samtidig skal du også sætte værdi på de tillægsydelser, som din leasingaftale indeholder. F.eks. er den inkluderede serviceaftale måske 4-5.000 kr. værd pr. år. Hvis der er vejhjælp, så skal dette også inkluderes osv.

Sidst, men ikke mindst, så skal du undersøge hvad du kan låne penge til bilkøbet til. Gå ned i din bank og snak med dem, eller hør hos forhandleren om hvad de kan tilbyde finansiering til. Husk at du også her kan forhandle om prisen, særligt de tilknyttede gebyrer (se vores artikel om ÅOP på billån). En lille krølle er her at leasingselskaberne typisk tilbyder en fast ydelse, som således er baseret på en fast rente i perioden. Det kan finansieringsselskabet hos bilforhandlere også ofte tilbyde, men ikke alle banker tilbyder fast rente, så får du ofte tilbudt en variabel rente, som typisk er lavere, men også har indbygget risiko for rentestigninger i låneperioden.

Når du har alle disse informationer, så kan du foretage din beregning af om dit privatbilleasing tilbud reelt er attraktivt i forhold til hvis du selv køber og finansierer den. Vi har lavet en beregner, som netop tager højde for dette og som gør sammenligningen overskuelig og nem for dig. Her kan du også justere lidt på parametrene, så du kan vurdere hvor stort værditab, som der skal til før at det kan betale sig eller ikke betale sig at lease bilen fremfor at eje og købe den.



Relaterede links:

Få tips og tricks til din biløkonomi og bliv opdateret når vi kommer med nyheder, analyser og værktøjer.